I de fleste brandkadetkorps skal man nå en vis alder, før man kan prøve kræfter med brandmandsfaget. Men i Benløse er den yngste juniorbrandmand kun 4,5 år gammel. Gennem leg kan alle lære, og sådan startede Mikkel Tvedesøe som lille med at lege sig til juniorbrandmand, og har i dag flere roller i beredskabet.
Alder er bare et tal, siger et ordsprog, og hos Benløse Frivillige Brandværn gør man alt for at efterleve ordsproget. Hvad end det handler om, hvordan man kan slukke et kalenderlys med en sodavand, eller hvordan man bedst håndterer knaldperler til nytår, så er der gode brandråd at lære – også for de helt små børn.
Én gang om måneden samler Benløse Frivillige Brandværn nemlig en god håndfuld børn i alderen 4-7 år på brandstationen, hvor de får lov til at prøve kræfter med livet som brandmand.
Det kræver en vis tålmodighed og pædagogisk sans indimellem, griner 29-årige Lisbet Plum, som er en af de ansvarlige for ungdomsbrandkorpset for de helt små. Men den pædagogiske baggrund har instruktørerne styr på, så brand- og redningsteknikker kan leges ind med de små purke.
”De kan praktisk talt lære alt, for vi sørger for, at det er nede på et niveau, hvor alle kan være med. Og de synes heldigvis, det er rigtig sjovt,” fortæller Lisbet Plum. Udover et hold for de helt små, så tilbyder Benløse Frivillige Brandværn også ungdomskorps for børn og unge i alderen 10-18 år.
Lærerigt og godt fællesskab
For et årti siden var Mikkel Tvedesøe en af børnene, der trådte ind ad døren til brandstationen i Benløse. Tilmeldt af sin far til det, der dengang blev kaldt Bamses Brandskole, hvor han en gang om måneden skulle lære om forskellige brandfaresignaler i hjemmet.
”Jeg havde mange drømme som barn, og en af dem var helt sikkert at blive brandmand,” husker Mikkel Tvedesøe tilbage. Mikkels far er selv aktiv i beredskabet, og derfor var det også naturligt, at vejen gik ind i brandvæsenet, hvor der var mulighed for at udvikle sig og prøve sig selv af – også som helt lille.
”Det var bare et helt vildt godt fællesskab, og så lærte man noget, man ikke gjorde andre steder og fik skubbet grænser,” siger Mikkel Tvedesøe.
Efter et par år blev holdet for de helt små dog nedlagt, og Mikkel Tvedesøe tog skridtet op til de lidt ældre i ungdomsbrandkorpset. Men efter et par år uden tilstrækkelig interesse, er der dog nu igen kommet skub i børnebrandklubben i Benløse.
”Flere forældre efterspurgte et alternativ til gymnastik for de helt små. En fritidsaktivitet, hvor de faktisk kan komme afsted for at lege og lære”, fortæller Lisbet Plum, der også selv for over 25 år siden kom med i det, der dengang hed Falck-klubben og lærte børn om brand og redning.
”Alle deltager på lige fod. Og selvom det ikke er alle, der synes, det hele er lige sjovt, så tager de det som en udfordring og finder hurtigt ud af, at de sagtens kan finde ud af det. Det er lidt fedt, når de kalder sig selv minibrandmænd” siger Lisbet Plum.
Selvsikkerhed i skolen
Mange år er gået, siden den i dag 16-årige Mikkel Tvedesøe selv var et lille barn, der knapt nok kunne bære pulverslukkeren, men han er alligevel blevet i beredskabet. Han har netop gennemført Unge i Beredskabets UngLeder uddannelse som den første fra Benløse, og har fået forskellige roller på brandstationen, mens han desuden passer sit 1.g-studie på Gymnasiet.
”Man lærer meget om, hvordan andre ser og oplever verden, og på den måde bliver man jo også klogere på sig selv,” fortæller han selv om sin udvikling, som han ikke havde været foruden. For det har ikke bare givet ham en lyst til at fortsætte i beredskabet, men også styrket andre evner.
”Før i tiden, når vi havde fremlæggelser i skolen, så var jeg meget nervøs og kunne nemt falde over mine ord. Men fordi man får ansvar og lærer at samarbejde her, så bliver alt sådan noget meget nemmere, fordi man er vant til tale foran andre mennesker,” siger Mikkel Tvedesøe.
Selvom det ikke ligefrem er forventeligt, at de helt små børn på brandstationen i Benløse hænger ved i lige så lang tid som Mikkel Tvedesøe, så håber Lisbet Plum, at de kan fastholde børnene i et godt stykke tid.
”Forhåbentlig vil nogen af dem fortsætte videre i vores ungdomskorps, når de fylder 10 år. Og det er jo heller ikke sådan, at de bare får den samme undervisning gang på gang. De får mere og mere krævende undervisning, så det passer til deres alder,” fastslår Lisbet Plum, der også selv er uddannet brandmand og er frivillig hos Benløses frivillige brandværn.
En helt særlig oplevelse.
På trods af at det er mange år siden, at Mikkel Tvedesøe for første gang var på Benløse Brandstation, så tager han fortsat gerne den 45 minutter lange tur fra hjemmet i Hvidovre for at komme ud på stationen til de andre frivillige.
”Jeg kan slet ikke undvære atmosfæren herude. Da alt var lukket ned her under corona-nedlukningen, så havde jeg bare så stor en trang til at komme herud. Det er lidt et andet hjem for mig”, fortæller han og opfordrer alle interesserede til at prøve det.
”Brand og redning er ikke noget, man kan læse sig til. Det er noget, der skal prøves af, og det får man virkelig lov til, når man er barn og ung her på brandstationen i Benløse,” siger den 16-årige gymnasieelev.
En opfordring, som bliver delt af Lisbet Plum, der håber, at branduddannelsen kan give børn og unge noget ekstra i deres hverdag.
”Jeg tror, at vi planter et frø i dem om, at de kan meget mere, end de selv tror. Det giver dem noget selvtillid, som de kan bruge i skolen og børnehave. At selvom jeg måske er en af de små, så kan jeg faktisk godt være en af de store i en anden forstand,” afslutter Lisbet Plum.