I løbet af sin tid som brandkadet har den 16-årige Jessie Cassandra Gram-Hansen ikke bare lært en masse om beredskabet – hun har også fået en langt større livsglæde, da hun endelig har fundet et fællesskab, der kan give hende noget af det, hun ikke altid fandt i skolen. Nu har hun også gennemgået grunduddannelsen som brandmand og Falck står klar på sidelinjen med en deltidsansættelse, når tiden er til det.
Nogle gange er det ikke helt nemt at være ungt menneske. Sårbarheden er til at tage at føle på, og der skal ikke meget til, før det føles som om, at livet ramler om en.
Sådan havde Jessie Cassandra Gram-Hansen det i hvert fald, før hun startede i Lolland-Falsters Brandvæsen som brandkadet.
Folkeskoletiden var aldrig rigtig den store fornøjelse for den i dag 16-årige unge pige fra Nakskov. De mange timer siddende på en stol var udmattende, opgaverne kunne hun nemt give op på, hvis de var besværlige, og samtidig var hun udsat for mobning fra flere af de andre skoleelever.
Men da hun i sommeren 2017 startede på brandkadetuddannelsen hos Lolland-Falster Brandvæsen skete der pludselig noget.
Her fandt hun nemlig et fællesskab, der velvilligt tog imod hendes begejstring for beredskabsfaget, hvor man talte ordentligt til hinanden, og hvor det var helt okay at dele bekymringer og begrænsninger med både instruktører og holdkammerater.
”Jeg har altid gerne villet være med til at redde folk, så da jeg fik muligheden for at komme med på brandkadetholdet, var jeg klar fra start”, siger Jessie Cassandra Gram-Hansen, der ikke er et sekund i tvivl om, at det var den rigtige beslutning for hende.
For som brandkadet fik hun ikke bare en masse viden om beredskabet; hun kunne også udvikle sig selv som menneske.
”Mine grænser er blevet rykket meget. Jeg havde for eksempel aldrig troet, at jeg skulle op i 32 meters højde i en stigevogn, og det tog da også noget tid at overbevise mig selv om, at det var en god idé, men det var virkelig fedt bagefter”, siger Jessie Cassandra Gram-Hansen, mens hun husker tilbage på én af de mange oplevelser i korpset, der har rykket hendes grænser.
Nej til mobning
Med de store grænseoverskridende oplevelser og det stærke fællesskab i brandkadetkorpset i bagagen, turde Jessie Cassandra-Gram Hansen også mere.
Selvtilliden voksede, og det samme gjorde selvværdet.
Derfor var det også naturligt for den ellers lidt stille pige at bruge nogle af de ting, hun havde lært i brandkadetkorpset, til at tage skeen i den anden hånd og konfrontere dem, der mobbede hende.
”Jeg lærte at ignorere dem, men jeg lærte også at sige nej, når de begyndte med at mobbe. Så fandt de ret hurtigt ud af, at det ikke var sjovt for nogen, og så holdt det faktisk op”, siger Jessie Cassandra Gram-Hansen, der også brugte den fornyede selvtillid til at give den en ekstra skalle med skolebøgerne:
”Før havde jeg ret nemt ved at give op, men jeg har lært, at man ikke bare skal give op med det samme, selvom det er svært. Man bliver nødt til at prøve at finde en løsning”, siger hun.
Et stort potentiale
Men de mange oplevelser har også givet lyst til mere. Derfor er Jessie Cassandra Gram-Hansen også den første brandkadet hos Lolland-Falster Brandvæsen, der har gennemført grunduddannelsen, efter hun blev tilknyttet som frivillig efter brandkadetforløbets ende.
Ifølge Jesper Atkinson Petersen, der er vicebrandinspektør hos Lolland-Falster Brandvæsen, og som er projektleder for brandkadetterne, er der ingenting, der hindrer, at Jessie Cassandra Gram-Hansen kan blive en dygtig brandmand:
”Det er kun Jessie selv, der sætter begrænsningerne for, hvor langt hun vil i den her verden. Beredskabsfagligt er der ikke en finger at sætte på hendes arbejde, og det så vi også, da hun gennemførte grunduddannelsen”, siger Jesper Atkinson Petersen, inden han fortæller videre om en særlig hændelse på grunduddannelsen.
”Fra brandkadetuddannelsen vidste hun blandt andet, hvordan man binder et knob rigtigt. Derfor hjalp hun fuldvoksne mænd, når teknikken fejlede en smule”, erindrer han tilbage og afslutter med en henvisning til den blomstrende selvtillid:
”Det havde hun ikke gjort, da hun startede hos os som brandkadet”
Falck klar i kulissen
Det er dog ikke kun internt hos Lolland-Falster Brandvæsen, man ser et stort potentiale i den unge brandmandspire.
Falck, der driver deltidsbrandstationerne på Lolland og Falster, har nemlig stor interesse i at tilknytte de unge brandkadetter, når de fylder 18. Det fortæller Klaus Nielsen, der er Falcks driftsleder for brand på Lolland-Falster.
”Brandkadet-projektet følger vi tæt, fordi vi tror, at det kan være herfra, vi i fremtiden skal rekruttere brandfolk. Derfor er det interessant, at vi kan videreudvikle på disse unge mennesker, der allerede har et stort kendskab til beredskabet”, siger han
Ifølge Klaus Hansen handler det dog også særligt om personlig motivation til at udvikle sig i beredskabet, og netop på det punkt, vidner Jessie Cassandra Gram-Hansen arbejdsindsats om ildhu og flid:
”Jessie vil utrolig gerne beredskabet, og derfor synes jeg også, at hvis forudsætningerne er der, så skal vi prøve det af, hvis muligheden byder sig”, siger Klaus Nielsen.
Fuldtidsredder – deltidsbrandmand
Fremtiden ser derfor lys ud for den unge Jessie Cassandra Gram-Hansen, der da også drømmer om en permanent fremtid i beredskabet.
Faktisk læser hun i dag på SOSU-skolen i Nykøbing Falster, som det første skridt i rejsen henimod at arbejde i det danske beredskab.
For drømmen stopper ikke som SOSU-assistent. Hun vil nemlig gerne være ambulanceredder og deltidsbrandmand på sigt, og hun bruger derfor uddannelsen som springbræt.
”Det er meget spændende at lære om mennesker, og så har jeg også mulighed for at give omsorg videre. Men jeg tror også, at det er en god baggrund at have, når man søger ind på redderuddannelsen”, siger Jessie Cassandra Gram-Hansen, der for alvor har lært sig selv at kende i løbet af uddannelserne.
”Jeg har fundet ud af, at jeg kan klare mere, end jeg selv tror”, fortæller hun.
Og troen på sig selv er enorm vigtig i et fag, hvor man kan komme ud for nogle voldsomme oplevelser. Det er dog ikke noget Jessie Cassandra Gram-Hansen frygter, da hun med sine erfaringer i stedet vil udnytte situationerne til at redde liv.
”Beredskabet er meget mere end bare at køre ud til en brand eller en ulykke. Og det har jeg nu fået et godt indblik i, så jeg ved præcist, hvad man skal gøre”, siger Jessie Cassandra Gram-Hansen, der nu ved, hvad hun vil:
”Før jeg startede her, vidste jeg ikke, hvad jeg ville med mit liv. Nu ved jeg, hvad jeg vil, og jeg glæder mig til at komme i gang med det hele. Jeg vil arbejde i beredskabet”, afslutter hun.
Du kan følge Jessie og resten af hendes brandkadetvenner i en serie, som Tv ØST har lavet om det første brandkadethold fra Lolland Falster. Se med her.
Brandkadetter i Danmark er i perioden 2014-2018 støttet af TrygFonden og VELUX FONDEN.