Et forløb som brandkadetter og siden instruktører i ungdomsbrandkorpset i Trekantområdets Brandvæsen vakte både 26-årige Lasse Kristensen og 23-årige Kasper Elvstrøms interesse for beredskabet. Nu arbejder de som deltidsbrandmænd og hjælper andre unge med at finde vej i livet.
Tilbage i 2009 blev den dengang 16-årige Lasse Kristensen fra Vejle tilbudt en plads i det lokale beredskabs brandkadetforløb ’Gennem Ild og Vand’. Den stille, eftertænksomme dreng, der ikke var god til at møde nye mennesker, tøvede lidt. Men så sagde han ja.
Det var en beslutning, som senere skulle vise sig at ændre hans liv på rigtig mange måder. For i den uge, brandkadetforløbet varede, fik han på alle måder øjnene op for de mange muligheder i beredskabet og blev efterfølgende en del af frivilligenheden i det tidligere Vejle Brandvæsen.
En dag blev Lasse Kristensen prikket på skulderen af en af instruktørerne fra brandkadetforløbet, som spurgte, om han ville være instruktør i beredskabets nyopstartede ungdomsbrandkorps. Det behøvede han ikke tænke længe over.
”Jeg føler, jeg kan bidrage med rigtig meget, fordi jeg selv har været brandkadet og dermed kan sætte mig i deres sted langt hen ad vejen. Jeg vil rigtig gerne være et forbillede for nogle unge mennesker på samme måde, som instruktørerne på mit brandkadetforløb har været for mig,” siger han.
Den rette hylde
Først i 2012 krydsede Lasse Kristensen og Kasper Elvstrøms veje i beredskabet. For mens Lasse Kristensen var godt i gang som frivillig brandmand og instruktør i ungdomsbrandkorpset, var den dengang 16-årige Kasper Elvstrøm først lige blevet præsenteret for ideen om at blive brandkadet.
I en længere periode havde han haft det svært som følge af forældrenes skilsmisse, og han havde udfordringer derhjemme og i skolen. Det var derfor en kærkommen mulighed, der bød sig, da Kasper Elvstrøms klasselærer spurgte ham, om han ikke ville være med i beredskabets forløb ’Gennem Ild og Vand’.
”Som teenager var jeg meget udfarende og udadreagerende og kunne ikke holde min mund i timerne. Derfor var det jo lidt af en omvæltning at komme på brandstationen, hvor vi blev taget imod af tre mænd i uniform, som man bestemt ikke bare lige kunne løbe om hjørner med. Når de sagde, jeg skulle holde mund, gjorde jeg det. De havde en helt anden autoritet, end jeg havde mødt før,” siger Kasper Elvstrøm.
Efter brandkadetforløbets afslutning sagde han ja til at fortsætte i ungdomsbrandkorpset, hvor Lasse Kristensen var instruktør. De to unge mænd blev hurtigt gode venner, og Lasse Kristensen opfordrede Kasper Elvstrøm til at blive en del af beredskabets frivilligenhed og få brandmandsuddannelsen.
”Inden jeg så mig om, var jeg både frivillig brandmand og instruktør i ungdomsbrandkorpset sammen med Lasse (Kristensen, red.). Jeg følte endelig, at jeg havde fundet den rette hylde. Her var noget, jeg var god til,” siger han.
I øjenhøjde med de unge
I dag har de begge fået arbejde som deltidsbrandmænd i Vejle, der er en del af Trekantområdets Brandvæsen. Ved siden af læser Kasper Elvstrøm til maskinmester i Fredericia, mens Lasse Kristensens hovederhverv er at servicere kommunebiler som mekaniker hos Middelfart Kommune.
Som instruktører i ungdomsbrandkorpset mødes Lasse Kristensen og Kasper Elvstrøm med de unge en aften om ugen. Her afprøver de unge basale brandmandsfærdigheder som slangeudlægning, stigerejsning og røgdykning. Ungdomsbrandkorpset er et tilbud til de unge, der har gennemgået brandkadetforløbet ’Gennem Ild og Vand’ i Vejle. Mange af dem har sociale eller faglige udfordringer.
Kasper Elvstrøm og Lasse Kristensen er enige om, at det er en stor fornøjelse at følge de unges udvikling, mens de er en del af ungdomsbrandkorpset. For der sker så meget med dem.
”De bliver udfordret på så mange måder og også på nogle af de ting, de er bange for. Det giver dem så meget selvtillid, når de overvinder sig selv og går ind i et mørkt rum med røgdykkerapparat på, eller de kravler helt op ad en høj stige. Det betyder rigtig meget, at jeg kan være med til at støtte dem til at gøre nogle af de ting, de frygter mest,” siger Lasse Kristensen.
Deres egne oplevelser som brandkadetter har hjulpet dem til at finde ud af, hvilken type instruktører de gerne selv vil være. For Kasper Elvstrøm har det været vigtigt at bevare en kammeratlig relation til de unge.
”Lidt smil og humor kommer man langt med. Jeg vil gerne være en kammerat mere end en underviser, også selv om det er mig, der i sidste ende bestemmer. Det er vigtigt, at de unge føler, vi er i øjenhøjde, og at de kan komme til mig, hvis de har behov for en snak,” siger han.
Drømmer om mere
Lasse Kristensen og Kasper Elvstrøm bor begge i Vejle. Lige nu kigger Lasse Kristensen på at købe et hus i området, men der er et ufravigeligt krav til den kommende ejendom:
”Den skal selvfølgelig ligge så tæt på brandstationen, at jeg fortsat kan arbejde som deltidsbrandmand. Det kan ikke være anderledes,” siger han.
Han drømmer om, at han en dag kan komme til at arbejde som fuldtidsbrandmand på brandstationen i Vejle.
”Det ville være fedt at kunne leve af det, man elsker. Så når der kommer en ledig stilling, har jeg helt bestemt tænkt mig at søge den.”