Da Victoria Grandby Andersens mor faldt om med hjertestop derhjemme, var hjælpen heldigvis lige ved hånden. For 14-årige Victoria Grandby Andersen kunne genoplive sin mor med den hjertelungeredning, hun havde lært under sin uddannelse til brandkadet i Frederiksborg Brand & Redning.
Tilbage i begyndelsen af juni måned gik Victoria Grandby Andersen og resten af familien i hjemmet og ryddede op. Dagen før var Victoria Grandby Andersen nemlig blevet konfirmeret og havde holdt stor fest for venner og familie.
Det viste sig dog hurtigt, at dagen langt fra skulle blive, som Victoria Grandby Andersen havde forestillet sig. Hendes mor, Louise Grandby, blev pludselig meget dårlig og endte med at besvime foran sin kæreste, Thomas Lundshøj Danlev.
Han forsøgte ihærdigt at vække hende, men da hendes hud begyndte at blive blå, kaldte han på hjælp. Victoria Grandby Andersen og hendes søster kom ilende til, og Victoria gik straks i gang med at yde hjertelungeredning, som sad på rygraden af hende efter et brandkadetforløb i Frederiksborg Brand & Redning.
”Det hele gik så hurtigt, så jeg kan ikke rigtig huske det. Men vi kunne se, at hun gispede efter vejret og var ved at blive blå,” siger hun og fortsætter:
”Vi havde held i uheld. Vi var meget heldige i, at vi var hjemme alle sammen, og at det ikke skete om natten. Og så anvendte jeg bare den viden om førstehjælp, jeg havde fra undervisningen.”
Hyldes som Årets Hjerteredder
Imens Victoria Grandby Andersen ydede førstehjælp til sin egen mor, ringede moderens kæreste efter en ambulance. Da ambulancen dukkede op, tog redderne over og kørte Louise Grandby til nærmeste sygehus. Her lå hun i koma i flere dage og måtte efterfølgende igennem et rehabiliteringsforløb. I dag har hun det godt.
For Victoria Grandby Andersens fantastiske indsats bliver hun nu sammen med sin mors kæreste, Thomas Lundshøj Danlev, hyldet som Årets Hjerteredder 2020. Fredag den 7. februar vil de sammen med 46 andre hjertereddere blive hædret for deres indsats og de liv, de har reddet.
”Det er dejligt at blive anerkendt for det. Men jeg føler heller ikke, at der var noget, jeg kunne have gjort anderledes. Vi tager det derfor stille og roligt herhjemme,” siger Victoria Grandby Andersen.
Hun startede op i brandkadetkorpset i Egedal tilbage i august 2018 og blev i december 2019 uddannet UngLeder hos Unge i Beredskabet. Uddannelsen gives til brandkadetter, der har udmærket sig i de enkelte korps, og som gerne vil lære endnu mere om brand og redning.
Paul Jan Pedersen, instruktør i Frederiksborg Brand & Redning, var frivillig på UngLeder-uddannelsen, som Victoria deltog på. Han er ikke i tvivl om, at hun er gjort af noget særligt:
”Hun overtager opgaver blot 10 sek. efter hun har fået dem tildelt. Hun er en ung intelligent pige med ben i næsen og en enorm god kammerat, der hjælper de andre kadetter. Vi vil gerne se, at Victoria bliver hyldet på den rigtige måde. Det er også en succesoplevelse for os. Det viser, at vi gør det rigtige, og at brandkadetterne kan bruge det, de har lært, i det virkelige liv, når det virkelig brænder på”.