Færre brande og flere glade børn: TrygFonden støtter Brandkadetter i Danmark

Mange unge synes, at det er spændende at være brandmand – og ret helteagtigt.

Brandkadetter i Danmark skal hjælpe med at gøre det muligt for unge over hele landet at blive brandkadet og få viden og færdigheder, der støtter dem i at blive aktive og ansvarsbevidste, og som giver dem mulighed for fremtidig uddannelse indenfor brand- og redningstjenester.

TrygFonden støtter Brandkadetter i Danmark
I en årrække har brandvæsenerne i Greve, Roskilde og København uddannet lokale unge til brandkadetter. Erfaringerne fra projekterne har været positive og evalueringerne viser at der er blevet bygget bro og etableret gode relationer mellem brandvæsen og unge fra nærmiljøet, at de deltagende unge oplever meningsfulde aktiviteter og brugbare uddannelsesforløb, samt at påsatte brande i lokalområderne er væsentlig reduceret og konfrontationer mellem unge og indsatspersonel er en sjældenhed.

Landskontoret – Brandkadetter i Danmark
På baggrund af gode erfaringer skal succeshistorierne nu bredes ud i hele landet. Der etableres derfor et landskontor for Brandkadetter i Danmark, som har ansvar for at kvalitetssikre og udvikle en national standard for brandkadetuddannelsen. Landskontoret vil ligeledes bistå med viden, vejledning og procesrådgivning til brandvæsener og kommuner i hele Danmark, der ønsker at etablere brandkadetuddannelsen.

Niels Mørup, formand for Foreningen af Kommunale Beredskabschefer (FKB), der er står bag Brandkadetter i Danmark, siger:
– Brandkadetterne er en af de succeshistorier, som jeg er meget stolt af. Vi fortsætter, så flere unge får en meningsfuld brand- og førstehjælpsuddannelse, så de kan gøre en forskel. De unge, som gennemgår en brandkadetuddannelse vil helt sikkert også påvirke andre unge i retning af en mere forebyggende adfærd sådan at færre ulykker og brande opstår. Vores mål er at brede brandkadetuddannelsen – et tilbud der også kan rumme sårbare børn og unge, ud til aldersgruppen 10 og 18 år i hele landet. Det er imidlertid et stort projekt at skyde i gang, så det er derfor perfekt, at vi kommer ind som en aktivitet i Center for Socialt Ansvar. De har erfaringen med at gøre initiativer landsdækkende, og har sammen med de kommunale redningsberedskaber, netværket til at åbne døre i landets kommuner og dermed bane vejen for brandkadetterne.

– Brandkadetter i Danmark kan komme til at gøre en stor forskel for en masse unge. Det passer perfekt ind i Center for Socialt Ansvars aktiviteter, hvor vi udvikler koncepter for samfundsnyttige tiltag i samarbejde med det offentlige, lyder det fra Erik Thorsted, direktør i Center for Socialt Ansvar.

Fakta
Foreningen af Kommunale Beredskabschefers (FKB), formål er blandt andet at udvikle og koordinere kommunernes beredskaber, at rådgive Kommunernes Landsforening og at formidle viden om og forståelse for de beredskabsfaglige opgaver og udfordringer. FKB står bag Brandkadetter i Danmark (BID), som skal drives som en non-profit organisation, overvejende baseret på frivillighed med få ansatte. I første omgang skal der udvikles en fælles standard for uddannelsen af brandkadetterne, inden ordningen bliver et tilbud til alle kommunale redningsberedskaber. Center for Socialt Ansvar, CFSA, har gennem 15 år udviklet en række sociale koncepter, og fungerer i dag som netværk for en bred vifte af non-profit organisationer med samme overordnede mål: at skabe mere velfærd for færre midler.