Foto: Anders Kristoffersen.
For 16-årige Mads Vagn Larsen var brandkadetforløbet ikke blot en styrkelse af fremtidsdrømmen om at arbejde i beredskabet – det blev også til et socialt pusterum, som har hjulpet ham til at udvikle sig selv.
Da 16-årige Mads Vagn Larsen for første gang i januar troppede op til brandkadetforløbet på stationen i Nykøbing Sjælland, var det med sommerfugle i maven og et bankende hjerte.
På stationen stod nemlig 11 andre brandkadetter klar til at modtage undervisning om brandvæsnet og dets arbejde.
”Jeg havde snakket med min familie om brandkadetuddannelsen, og fordi jeg havde det lidt svært i skolen, kunne det være en spændende fritidsaktivitet. Men jeg var godt nok nervøs, fordi der var så mange nye mennesker,” siger Mads Vagn Larsen.
En besværlig skolegang
Det har ikke altid været nemt for Mads Vagn Larsen at gå i skole. Hovedet kørte altid lidt for hurtigt, koncentrationen havde det med at forsvinde, og det kunne til tider være svært at åbne sig socialt over for de andre.
”Jeg har ADHD, og det gør, at det nogle gange kan være lidt svært at gå i skole. Jeg har altid haft brug for et lille skub, hvis jeg skulle tale med nye mennesker,” fortæller han.
Det lå derfor ikke nødvendigvis i kortene, at Mads Vagn Larsen den dag i dag skulle betragte brandkadetforløbet som et socialt vendepunkt.
Brandkadetuddannelsen skal ikke blot sikre de unge mennesker muligheden for at udvikle deres viden om brandsikkerhed, men også være med til at skabe muligheden for flere venner for de unge. Den sidste del er især noget, Mads Vagn Larsen har nydt godt af.
”Jeg har fået en masse venner igennem brandkadetternes fællesskab, hvor vi har lavet alt muligt forskelligt, og det har gjort mig mere social.”
Grænseoverskridende oplevelser
Særligt én begivenhed vækkede Mads Vagn Larsens interesse for beredskabsområdet:
”Vi skulle på et tidspunkt overnatte på brandstationen. Pludseligt blev vi vækket om natten, sendt ud i brandbilerne og kørte en tur, inden vi skulle tilbage og slukke ild. Adrenalinen pumpede, og det var ligesom at være en rigtig brandmand,” husker Mads Vagn Larsen.
En af de ting, som brandkadetterne nemlig oplever, er, at de skal være med til at overskride deres personlige grænser. For Mads Vagn Larsen kom det også til udtryk under prøveudrykningen, hvor de unge kadetter kom meget tæt på levende ild, mens adrenalinen gjorde det svært at mærke, at det var midt om natten.
”Det var meget grænseoverskridende, og det var derfor vigtigt, at man kunne få kroppen til at gøre, hvad man bad den om. Jeg var helt vildt nervøs for, at jeg ikke ramte med udstyret, men jeg fik overtalt kroppen til det, og så gjorde jeg det,” fortæller en stolt Mads Vagn Larsen.
Fra brandkadet til frivillig brandmand
Efter brandkadetforløbet har Mads Vagn Larsen fået endnu mere lyst til at være med i beredskabet, og derfor er han i dag frivillig brandmand i Vestsjællands Brandvæsen, mens han samtidig går i 9. klasse i Asnæs. Og for Mads er drømmen klar. Han vil være brandmand.
”Efter folkeskolen vil jeg have et sabbatår, hvor jeg vil finde mig noget arbejde. Bagefter vil jeg tage brandmandsuddannelsen, så jeg kan blive deltidsbrandmand. Måske vil jeg blive autoredder, men det må tiden vise,” fortæller Mads, inden han afslutter:
”Jeg har i hvert fald ikke fortrudt, at jeg blev brandkadet. Det har været lidt af et vendepunkt for mig, fordi jeg har haft så mange oplevelser og fået gode venner, og så har det gjort mig mere social. Samtidig har jeg mere lyst til at gå i skole, fordi jeg har en spændende fritidsaktivitet, jeg ser frem til.”
Brandkadetter i Danmark er i perioden 2014-2018 støttet af TrygFonden og VELUX FONDEN.