Efter 10 timers flyvning og et skift fra +7 grader til -27 grader ankom undervisere under Brandkadetter i Danmark til Ilulissat i Grønland. Her skulle de undervise 15 fremtidige grønlandske brandkadetinstruktører i arbejdet med børn og unge henover fem dage.
Simultantolken står i undervisningslokalets hjørne og tolker samtidig med, at underviserne er i gang med undervisningen. Undervisningen bliver formidlet af danske undervisere og tager udgangspunkt i læringsplanerne fra Brandkadetter i Danmarks Brandkadetinstruktøruddannelse.
Høretelefonerne ryger hele tiden af og på, og koncentrationen er høj hos de 15 fremtidige grønlandske brandkadetinstruktører, som sidder i undervisningslokalet. Arbejdet med unge ligger ikke nødvendigvis helt fjernt fra brandmændene, men det er en helt ny øvelse for dem at koble arbejdet i beredskabet sammen med sårbare unge, pædagogiske principper og læringsmetoder.
Beredskabet skal løfte unge ud af en tung social arv
15 fremtidige brandkadetinstruktører er samlet fra hele Grønland. De repræsenterer landets forskelligheder og sociale udfordringer, som spænder vidt. Alle har de ønsket om at hjælpe sårbare børn og unge videre i deres liv.
Formanden for Beredskabspersonalets Landsforbund i Grønland (KaNuQaPe), Poul Olsen, har i 10 år drømt om at etablere brandkadetkorps rundt omkring i Grønland. Han mener, at beredskabet har et ansvar for at deltage i samfundet i højere grad og være mere synlig.
”På mange måder er brandstationen meget langt fra befolkningen, som en borg med en lukket port. Alligevel er der mange, som ser op til brandfolkene. Det er et stort potentiale, at folk ser op til os, og det skal vi bruge til at hjælpe børn og unge, som har det svært. Næsten halvdelen af de grønlandske unge kæmper med et eller andet, så hvorfor ikke få dem ind i beredskabet, så de kan opleve, at der også er brug for dem, så de kan få mere selvtillid og selvværd,” fortæller han.
Der er enkelte uorganiserede ungdomsbrandkorps i Grønland, og Poul Olsens håb er, at brandkadetinstruktøruddannelsen bliver startskuddet til, at brandmændene vender tilbage til deres byer og bliver inspireret til at komme i gang med at etablere brandkadetkorps.
Første skridt på vejen er dog at ruste brandmændene ved at give dem faglig viden om unges udvikling, unges udfordringer og give brandmændene et kompetenceløft, hvad angår at lære fra sig og skabe relationer.
”For at kunne nå dertil, hvor vi kan hjælpe unge til at få det bedre, så bliver vi nødt til at få mere viden og erfaring. Derfor har jeg bedt Brandkadetter i Danmark om at dele ud af deres erfaring, for den vil vi gerne lære af. Jeg ser for mig, at brandkadetkorpsene i Grønland i fremtiden bliver mere ensrettet, og at der kommer et fagligt løft i arbejdet med børn og unge. På den måde kan brandvæsnet blive mere synligt. Vi er der ikke kun for at slukke ildebrand. Vi er med til at løse mange andre samfundsmæssige opgaver, og her er det oplagt, at vi også hjælper børn og unge videre i livet på en mere hensigtsmæssig måde og hjælper dem til at være mere åbne, ” fortæller Poul Olsen.
Et tabubelagt emne
Og særligt det med at være åben er svært i Grønland, for det er ikke velanset at tale om følelser. Det er meget tabubelagt og ses som tegn på svaghed. Det emne fylder rigtig meget på uddannelsen, og der er bred enighed blandt brandmændene, at deres fornemmeste opgave er at hjælpe børn og unge med at bryde lige netop det tabu – et tabu, som mange af brandmændene i undervisningslokalet selv har oplevet på egen krop.
Ingrid Rasmussen, som er brandmand i Sisimiut, fortæller:
”Først da jeg blev 16 år og flyttede hjemmefra, turde jeg fortælle til nogen, at jeg blev slået derhjemme. Jeg har aldrig sagt det til nogen før, og jeg var meget bange, da jeg gjorde det. Vi skal hjælpe den unge generation med at fortælle om de svære ting, som de oplever enten derhjemme, i skolen eller andre steder. De skal lære, at det ikke er farligt. Det kan vi gøre ved selv at være forbilleder og vise de unge, at det hjælper at tale om alt det svære.”
Et andet vigtigt emne, som også fylder på uddannelsen er omsorgssvigt, for hvornår er noget omsorgssvigt, og hvad gør man, når man ikke oplever, at samfundet gør noget for det enkelte barn.
”Det var en øjenåbner at blive undervist i underretningspligt og tavshedspligt, for det var helt tydeligt, at vi som faggruppe ikke kendte særlig meget til det. Underviserne lavede en øvelse sammen med os, som tydeligt viste, at vi havde forskellige opfattelser af, hvornår vi skal reagere, når et barn ikke har det godt. Og det dur ikke, så vi er heldigvis blevet mere tydelige på det punkt,” fortæller Poul Olsen.
Gejsten for at starte et brandkadetkorps
Da uddannelsen lakker mod enden, og koncentrationen efter fire dages intensiv undervisning er brugt op, er gejsten for at arbejde med de unge vokset betydeligt.
Ejner Andersen fra Qaqortoq er fyldt op med en masse ny viden og energi og er allerede i gang med at lægge planer.
”Når jeg kommer hjem, skal jeg sætte mig ned sammen med min kollega og lave en handlingsplan for, hvordan gør vi det her. Den plan skal vi bære videre opad i beredskabet og få det godkendt. Bagefter skal vi ud og finde ud af, hvordan vi får skruet økonomien sammen – det bliver nok en sej omgang, men det bliver det hele værd. Vi skal bare i gang nu,” fortæller han.
Brandkadetter i Danmark er i perioden 2014-2018 støttet af TrygFonden og VELUX FONDEN.