Fredensborg

I 2017 startede Brandkadetter i Danmark op i Nordsjællands Brandvæsen i samarbejde med Ung Fredensborg. Der startes et nyt hold op én gang om året, der følger skoleåret. Når man har gennemført brandkadetuddannelsen kan man vælge at fortsætte i brandkadetkorpset. 

Uddannelsesforløbet

Før du kan kalde dig brandkadet, skal du bestå brandkadetuddannelsen, som varer cirka seks måneder.

Den første del af uddannelsen består af et grundforløb og foregår på den lokale brandstation eller brandskole, hvor lokale brandmænd står for undervisningen. Her lærer du og dine holdkammerater blandt andet om elementær brandbekæmpelse, førstehjælp og Hjerte-Lunge Redning. Denne del varer 13 uger, derefter kan du frivilligt fortsætte på anden del.

Den anden del af uddannelsen er praktik, hvor du og holdkammeraterne øver jer i alt det, som I har lært på brandskolen og tager ud og laver opvisninger rundt om i byen. 

Hvad får du ud af det?

Under uddannelsesforløbet vil du lære at klare pressede situationer. Du vil lære, hvordan man forebygger brande, slukker brande, hjælper mennesker i nødsituationer og giver førstehjælp. Du vil blive bedre til at tage ansvar og få tillid til, at du selvstændigt kan løse opgaver.

En del af Brandkadetkorpset

Når du har bestået uddannelsen, bliver du en del af det lokale brandkadetkorps. Korpset mødes til sociale aktiviteter, opvisninger og vedligeholdelsestræning.

Unge i Beredskabet arbejder ud fra værdierne: mod, respekt, disciplin, ansvar og fællesskab og har som mål at motivere unge til uddannelse og beskæftigelse.

Kontakt
Kenny Thomsen
Tovholder for brandkadetter
Tlf: 40 76 52 40
Mail: kennythomsen@thomsen.mail.dk