Kadeterfaring giver brandmandslyst

Mindst 65 brandkadetter har taget springet fra brandkadet til brandmand. Og det er helt naturligt, forklarer en brandkadetinstruktør.

Slangeudlægning, røgdykning og det kendte sammenhold fra brandstationen. Det er bare tre af de ting, en brandkadet prøver af og tager med sig, når uddannelsesforløbet er overstået.

Men nye tal fra Unge i Beredskabet viser, at mindst 65 brandkadetter fra 2014-2020 er fortsat i beredskabet, og har taget vejen fra brandkadet til brandmand.

Ifølge brandkadetinstruktør og vicebrandinspektør ved Lolland-Falster Brandvæsen, Jesper Atkinson Pedersen, så er der mange gode grunde til, at netop de unge brandkadetter egner sig som gode brandmænd – og projektet med de unge bliver derfor en naturlig rekrutteringskanal.  

I særdeleshed i en tid, hvor deltidsbrandfolk er en mangelvare.

”Man propper simpelthen beredskabsfaglighed ind i en tidlig alder på de her kadetter. Samtidig så lærer de, at når de er udenfor deres comfortzone i længere tid, så lærer de at håndtere den, siger Jesper Atkinson Pedersen og fortsætter:

”Det ser vi i særdeleshed som instruktører. For når de unge kommer til os, så er alting ved livet lidt farligt, men efter et halvt år, så finder de ud af, at de kan klare meget mere, end de tror.”

En særlig ånd

17-årige Marcus Rasmussen og 16-årige Mads Andersen var blandt de første brandkadetter i Lolland-Falster Brandvæsen, der kom under Jesper Atkinson Pedersens vinger. Her tog de først brandkadetuddannelsen sammen, senere blev de hjælpeinstruktører og senest har de gennemført UngLeder-uddannelsen hos Unge i Beredskabet.

”At være brandkadet giver bare en helt speciel følelse. Lige pludselig bliver man bare behandlet som en voksen,” fortæller Mads Andersen, der bakkes op af kammeraten Marcus Rasmussen.

”Det er så fed en oplevelse, fordi brandkadetuddannelsen starter mange år før, man egentlig regnede med, at man kunne starte som brandmand,” fortæller han.

Hjælper de uerfarne

Sammen startede de to venner på grunduddannelsen til brandmand i august, og i midten af september kunne de to drenge fra Lolland-Falster juble og tage imod diplomet efter deres vellykkede forløb.

For drømmen er at blive brandmand.

”Det var godt at være på grunduddannelse til brandmand. Det var meget af at det samme, som vi allerede havde lært, men selvfølgelig med en overbygning. Så der bliver man virkelig voksen, griner Mads Andersen lidt.

Ifølge de to drenge, så har deres tid som brandkadet gjort, at det var nemmere at gennemføre grunduddannelsen, end hvis man kom uden den store beredskabserfaring.

”100 procent. Brandkadetuddannelsen ruster virkelig en rigtig godt,” fastslår Marcus Rasmussen, mens Mads Andersen uddyber:

”Vi har noget erfaring, som de andre slet ikke har. Heller ikke selvom de er noget ældre end os,” fortæller han.

Under grunduddannelsen oplevede Marcus Rasmussen og Mads Andersen da også flere gange, at andre aspirerende brandmænd, der nemt kunne være deres forælder, kom og spurgte om hjælp.

”Det er da meget fedt, at de sådan kommer til os og spørger om hjælp, siger Mads Andersen, som får opbakning fra sin gamle instruktør Jesper Atkinson Pedersen.

”Der er slet ingen tvivl om, at brandkadetterne bare har en masse erfaring med i bagagen. Dét, at de gamle spørger om hjælp, viser jo bare, at de har virkelig en viden med sig, når de starter på grunduddannelsen,” siger han.

Stolt instruktør

Ifølge Jesper Atkinson Pedersen giver brandkadetuddannelsen mulighed for, at de unge kan gå den direkte vej ind i beredskabet, som Mads Andersen og Marcus Pedersen er på vej til.

Men også de, der efter brandkadetforløbet siger farvel og på gensyn til beredskabet, kan blive en rekrutteringskanal. For de har den fornødne viden, der gør, at de måske engang melder sig under fanerne igen, vurderer Jesper Atkinson Pedersen.

”Brandkadetforløbet er bare en rigtig fornuftig vej ind i beredskabet,” konstaterer han.

Selvom de unge kadetter fra Lolland-Falster nu er godt på vej ind i beredskabet, så er det ikke kun dem selv, der er stolte over, at de er godt på vej ind i de voksnes rækker.

”Jeg tuder,” griner Jesper Atkinson lidt, når han fortæller om, hvordan det er at se sine kadetter udvikle sig.

”Jeg er så vildt imponeret over at se en flok unge mennesker starte på en kadetuddannelse og se, hvordan de fagligt og personligt udvikler sig. En brandkadet er fuldt ud på niveau med en brandmand – det er bare alderen, der gør, at de ikke kan deltage i en rigtig indsats,” siger vicebrandinspektøren fra Lolland-Falsters Brandvæsen.

Brandmandsdrømme

Selvom grunduddannelsen er afsluttet, må både Marcus Rasmussen og Mads Andersen vente lidt endnu, før de kan komme med på alle indsatser. Funktionsuddannelsen må nemlig først gennemføres, når de er en smule tættere på de 18 år.

”Det er selvfølgelig lidt trist, men sådan er det bare,” lyder det fra Mads Andersen, som i mellemtiden vil fokusere på at få styr på sin HTX-uddannelse, hvor han går i 1.g.

Men drømmene er store for 16-årige Mads Andersen. Det endelige mål er nemlig at blive fuldtidsbrandmand i København.

”Jeg satser på, at jeg med tiden kan komme derind. Men det kræver nok nogle specialuddannelser og noget erfaring. Men lad os nu se. Jeg vil bare gerne være brandmand,” siger han.

Lige så afklaret er Marcus Rasmussen. Ifølge ham har karriereplanen altid været klar: Han skal være brandmand.

”Jeg er i lære som tømrer, og det er jeg rigtig glad for. Men jeg vil være deltidsbrandmand ved siden af, og det er også derfor, jeg har valgt tømrerfaget, så jeg kan komme afsted,” lyder det fra den aspirerende brandmand.